Da jeg var barn var det synd for de tynde i Afrika, nu er det synd for de tykke i Vesten.
I går skrev jeg at aktivismen er blevet mere global og international.
I dag skriver jeg så at aktivismen er blevet mere navlepillende.
Modsiger de to ting ikke hinanden?
Faktisk ikke.
Lad os tage metoo som eksempel.
Det bliver hurtigt en global ting, eller måske ikke global, men hurtigt noget som omfatter hele vesten, hvor man da metoo brød ud, ikke havde helt de samme udfordringer som nu.
Men metoo handler jo om den enkelte. Om at grave i fortiden og finde eksempler på at man er blevet krænket. Og det kan mange finde en del eksempler på.
Man kan også blive krænket over store biler, som den organisation jeg skrev om i går. Så går man i ly af natten ned og pifter nogle dæk i det lokale nabolag.
Tidligere tog folk til Afrika eller latinamerika og hjalp nogle andre mennesker. Den slags aktivisme er i dag overtaget of professionelle.
Så er der kropsaktivismen. Forsøget på at ændre hele verdens opfattelse af hvad der er skønt og smukt.
Tidligere var problemet at der var alt for tynde mennesker i Afrika. Nu er problemet at der er nogen i vesten som stadig mener at overvægtige er - i gennemsnit - mindre attraktive end normalvægtige.
I stedet for at gå på slankekur eller rejse til Afrika, så kan man lave en social bevægelse der handler om at ophøje overvægt til et ideal for omverden.
Aktivisme handler i dag om at aflægge sig ansvar og pålægge andre at ændre sig.
Uanset om man kræver at omverdenen ændre sin opfattelse af overvægt eller om man kræver at omverdenen ændrer sin adfærd og stopper med at køre i store biler.
Så selvom den moderne aktivisme i det 21. århundrede egentligt er mere navlepillende, så er den samtidig mere ansvarsløs.
Tidsånden og køn
Der er sket noget de sidste 50 år.
Fra Vietnam og udadvendt mod verden til ind mod mig og min egen egen navle.
Politisk aktivisme og selviscenesættelse har altid været et fænomen i Hollywood og blandt skuespillere og andet godtfolk.
Men der er sket noget interessant. Den politiske aktivisme er blevet mere indadvendt og navlepillende. Også fra Hollywood.
Selv i litteraturen er fænomenet meget tydeligt.
Og det er ikke blot kvinderne som opfodres til at rette blikket indad og grave i minderne efter dårlige oplevelser som så skal fremlægges på de sociale medier under hash tagget metoo.
Nej, også mænd opfordres til at vende blikket indad og grave i erindringer fra deres fortid. De skal dog ikke lede efter gange hvor de er blevet skidt behandlet, men derimod specifikt efter tilfælde hvor de har behandlet kvinder dårligt.
Således vender alle blikket indad, men det som den sociale bevægelse opfordrer til at man søger efter, det er stærkt kønsopdelt.
Det er også en måde at opretholde den bærende fortælling i metoo om mænd som krænkere og kvinder som ofre. Denne tilgang er på ethvert plan stærk selektiv.
Kvinder skal finde ting som de kan anklage mænd for, og mænd skal finde ting som de kan beklage overfor kvinder. Kvinder skal i offensiven med anklager, mens mænd skal i defensiven med tilståelser og bekendelser.
Det er alt sammen egentligt meget tydeligt et politisk projekt.
Men selv denne del er en mindre del af den mere generelle bevægelse mit stigende selvoptaget navlepilleri.
Og reglerne synes at være:
ingen sag er for gammel til at blive tolket i et nyt lys.
Ingen bagatelgrænse for lav.