Nonbinær

Autisme, transpersoner og nonbinære

For noget tid siden var jeg i Sønderborg sammen med en af mine venner, som er aktiv inden for LGBT+. Som altid kommer der nogle utrolig interessante samtaler ud af disse møder. Det er ofte super berigende, og vi får vendt en masse forskellige emner.

En af de ting, vi også kom til at snakke om, var transpersoner og nonbinære. En af de faktorer, som ofte er overset i denne debat, er, at 70% af de personer, der ser sig som transpersoner eller nonbinære, i virkeligheden er autister. Med andre ord en form for skjult handicap, for man kan jo ikke se på folk, om de er autister eller ej. Men man kan ofte se, hvis mennesker er transpersoner eller nonbinære. Samtidig giver det jo personen en identitet, som på alle måder er rart for den enkelte.

Jeg har været inde og kigget på dette tal og har kun kunnet finde frem til et andet tal. Landsforeningen Autisme har lavet en rundspørge blandt deres medlemmer, der viser en høj andel af LGBT+ personer sammenlignet med befolkningen generelt. Mens man almindeligvis siger, at cirka mellem 7 og 10 % af befolkningen er LGBT+ personer, viser en rundspørge blandt Landsforeningen Autismes medlemmer, at hele 47 % er ikke-heteroseksuelle, og 11,4 % er ikke-ciskønnede – det vil sige, de er enten transpersoner, nonbinære eller på anden vis mellem køn. Taget fra dette link: www.outandabout.dk

Samtidig er der et mørketal vedrørende disse personer, og hvor mange der i virkeligheden er, er svært at vide.

For det må være svært for den enkelte, som har den udfordring at skulle forholde sig til både sig selv og sin omverden, og måske er det derfor, der er så mange, der pludselig dukker frem i nyere tid. Det har nok undret mig, men med denne viden giver det jo en meget god forklaring på denne udfordring.

Og som ung har man jo altid svært ved at finde sig selv, og det bliver jo ekstra svært, hvis man har et usynligt handicap som autisme. Man skal både forholde sig til sig selv, hvilket ofte er svært, og samtidig forholde sig til verdenen omkring sig, hvor man ofte gerne vil accepteres af andre og være en del af en gruppe.

Måske skulle læger og andre i sundhedsvæsenet have dette i fokus i forhold til de unge mennesker, der opfatter sig selv som nonbinære eller transpersoner, at dette i virkeligheden måske dækker over noget andet, og at disse mennesker har det svært ved at forstå sig selv. Det kan være svært at forstå sig selv, når man har et usynligt handicap, og ofte er det nemmere at forholde sig til, hvis man er anderledes fysisk som menneske, fordi det jo kan ses.

Det kan det jo ikke, når det er noget, der sker inde i hovedet på den enkelte. Hvis mange af disse personer har det svært med deres usynlige handicap, ville det måske være mere passende at kunne hjælpe ud fra dette. Ja, hvis folk alligevel vil være noget andet, skal det være frit for dem at gøre det, når de bliver myndige. Man vil jo heller ikke lade en 6-årig få en tatovering, fordi de har lyst til det, men de må pænt vente, til de er myndige.

Jeg ved, det er en svær debat, fordi den ofte er styret af følelser. Ofte kan personer, som er transpersoner, føle, at de bliver angrebet som de personer, de er. For både det at skulle forholde sig til sig selv og til andre, som ikke deler samme opfattelse, og at stille spørgsmål til dette område, sætter altid dem, som stiller spørgsmålene, over i gruppen af hadefulde mennesker. Sådan ender det ofte i debatter, når forskellige ikke deler samme opfattelse af et emne som “woke”.

Det er trist, fordi man ikke kan føre en debat vedrørende dette område og gøre os alle klogere på emnet vedrørende transpersoner og nonbinære, hvor der samtidig pålægges en ensretning, som alle skal følge. Hvis man ikke gør det, anses man for at være ond.