En af vores søjler i velfærdssystemet vil komme til at knække med tiden

Omsorgsområdet.

En af vores søjler i velfærdssystemet vil komme til at knække med tiden. Jeg snakker ganske enkelt om ældreområdet.

Men det er galt over hele området vedrørende vores kerneværdier i velfærdsområdet. Vi mangler fængselsbetjente, og det er svært at få sygeplejersker, lærere og pædagoger.

Jeg har for nylig forladt dette erhverv, hvor jeg har brugt en del af mit arbejdsliv. I mine øjne sejler dette erhverv, og hvis vi ikke vågner op i en fart, så vil der ikke være nogen hjemmepleje om 10 til 15 år.

Det, at man ikke kan få mandskab til at løse de kerneværdier, vi faktisk har, er jo et problem. Det, som de fleste omsorgsområder gør, er bare at ansætte ufaglærte for at dække de områder, der er i omsorgsområdet. For det første sender det et klart signal om, at det ikke kan betale sig at tage uddannelsen, for man kan jo alligevel bare blive ansat.

En af mine venner fortalte mig for nylig, at han havde fundet journalføring fra møder fra '73 og '74. Og hvis man havde ændret årstallene, ville de ting, man har talt om, have været de samme som i dag. Så i virkeligheden har verden ikke ændret sig, men bare stået stille i en eller anden tidslomme.

Når man ser på sygefraværet, for eksempel, er det jo større end i andre arbejdsområder. Og det her er ikke fordi mine tidligere kolleger er dovne eller har dårlig arbejdsmoral. Men det sender helt klart et signal om, at der er noget galt i dette erhverv, som skal ændres. Og alle er bevidste om det, men ingen gør noget ved det.

Jeg vil komme med nogle forslag, som måske kan forbedre denne branche, men også hele velfærdsområdet, for der er en udfordring, som man bare har ladet ligge. Man fortsætter med at have den indstilling, at man bare kan få personale, og dette er også en udfordring, for det kan man ikke længere på samme måde som før, uden at have gjort noget ved det. Og det kommer til at gøre ondt.

Nogle af de forslag, jeg har til forbedringer, koster måske lidt, men på den lange bane kan vi måske sikre os, at vores velfærdssystem, som vi alle sammen på en eller anden måde betaler til og er afhængige af på et eller andet tidspunkt, får den løftende hånd, som det har behov for.

Der budgetteres med, at der tilbydes førstehjælpskursus hvert andet år til alle medarbejdere. Og ikke som det er nu, hvor der ikke er mulighed for at komme på kursus. En vigtig ting inden for ældreområdet er nemlig førstehjælpen. Mange af mine kolleger har ikke været på førstehjælpskursus, fordi der ikke var råd, og man kunne jo spare.

Der vil være supervision, som kan holdes enten en gang om måneden eller hver anden måned. Her vil man få en fornemmelse af, hvor medarbejderne befinder sig, om de har nogle udfordringer, de kæmper med, og sikre, at de får nogle psykologiske redskaber, som de kan anvende i deres professionelle virke. Det vil også give dem mulighed for at få lettet byrden af nogle af de ting, der måske fylder.

Samt fast madordning, hvor de personer, der arbejder i weekenden, får lidt morgenmad. Ja, det koster, men man føler sig værdsat for den indsats, man yder på dette område. Kommunen er en stor aktør med mulighed for at købe ind, f.eks. morgenbrød. Der er flere steder, hvor store virksomheder gør brug af denne form for ydelse i forhold til deres medarbejdere, og hvor medarbejderne betaler lidt for den type ydelse. Der, hvor jeg nu er ansat, er denne type ordning, og det betyder, at jeg får morgenmad og middagsmad, og derfor behøver jeg ikke at tænke over dette.

Ja, det er faktisk en super lækker ting i forhold til mit arbejdsliv.

Men også at man begynder at tænke ud af boksen i forhold til ansættelsesforhold. En af de knudepunkter, som ofte opstår, er weekendarbejde, men også helligdage.

Mit forslag er, at man ansætter mennesker, der arbejder to gange 12 timer hver weekend for at aflaste. Nogle af mine kollegaer kunne fortælle mig, at de faktisk ikke kunne få fri i weekenderne, fordi de skulle til noget andet, der var vigtigt for dem, selvom de havde søgt fri 8 måneder i forvejen.

Jeg havde en veninde, der havde kæmpet hårdt for at få fri i fire dage, tre måneder i forvejen. Desværre måtte dette afvises.

Og det er netop disse ting, som medvirker til at skabe frustrationer hos den almindelige arbejder, hvor man til sidst vælger at gå, og så mangler man lige netop denne person i omsorgsområdet, og ja, der er ikke de samme folk at tage fra eller få.

Flere af mine kollegaer blev til sidst trætte og valgte at finde andre arbejdsopgaver inden for andre områder.

Så mit spørgsmål er, om vi kan vælge at fortsætte som vi altid har gjort siden 70'erne, eller om vi bør revurdere og opgradere vores omsorgsområde, så vi holder på folk, i stedet for at de vælger at gå. For den strategi, vi kører nu, kommer til at gøre ondt om 10 til 15 år.