Gå til hovedindhold

Sure tider syd for grænsen

Det store tyske erhvervslokomotiv er ved at tabe pusten. Måned for måned kører det langsommere. For hele 2014 ventes en vækst på næppe mere end 1 procent, mener Marcel Fratzscher, chef for DIW, Det Tyske Institut for Erhvervsforskning.

Den Internationale Valutafond IWF sætter forventningerne noget højere, nemlig på 1,4 procent, men IWF har i de senere år skudt over målet - i øvrigt også, når det gælder prognoser for dansk økonomi.

Tysk industriproduktion faldt i august fire procent i forhold til juli, og et så brat fald er ikke set de sidste fem år, skriver erhvervsavisen Handelsblatt. Virksomhedernes forventninger til fremtiden synker i takt med ordreindgangen mod et nulpunkt. Handelsblatt tilføjer i en leder, at "meget har forbundskansler Angela Merkel gjort for at omfordele velstanden, men næsten intet for at øge den".

Lyder det på en eller anden måde bekendt i danske ører?