Jeg er dybt fascineret af kroppen, hjernen og de stimuli som vi dagligt udsættes for. Derfor fangede en artikel i Politiken straks min opmærksomhed. Artiklen har overskriften: ”Placeboeffekten: Man orker næsten ikke at udvikle antidepressiv medicin mere”, og omhandler ny forskning der viser, ar placebopatienter ofte viser ligeså tydelige tegn på bedring end medicinerede patienter. Interessant? Også i den grad!
Jeg har længe været af den overbevisning, at det psykologiske aspekt er afgørende i en række af livets situationer. Efter en Google-søgning er det da heller ikke kun påvist i ovenstående artikel, men ligeledes i en artikel fra efteråret, der hævder at lægen ofte er medikament i sig selv. Det er en skræmmende, foruroligende, men ikke mindst særdeles spændende observation. Tænk, hvad hjernen er i stand til. Der kan man virkelig snakke om, at tro flytter bjerge. Tror du på, at dit helbred overordnet er som det skal være, så vil det også langt hen af vejen føles sådan. Jeg er klar over, at alvorlig sygdom ikke kan falde under den kategori. Man kan desværre ikke helbrede eksempelvis kræft ved tankens kraft, men så alligevel, hænger ens livsmod og indstilling i mange tilfælde unægteligt sammen med, hvorledes – og hvor hurtigt – sygdomsforløbet skrider frem. Har du mentalt givet op på livet, så vil din krop i de fleste tilfælde give op sammen med dig.
Tilbage til det oprindelige udgangspunkt; placebovirkningen i forhold til antidepressiv medicin. For mig at se et paradoks; på den ene side er det fantastisk, at der ’ikke skal mere til’ før folk får det godt igen, men omvendt også foruroligende, at troen om medicinering alene kan lindre depression og ændre områder i hjernen. Netop depression er en vanskelig størrelse, da det snarere er en psykologisk end en fysisk sygdom, hvilket også kan forklare den store virkning ved behandling med placebo. Det rejser hos mig spørgsmålet om ’medicinering’ er den rigtige måde at hjælpe disse mennesker, når det tydeligvis er hjernen, og indstillingen, der styrer slagets gang. Jeg er dog igen splittet, for ville disse mennesker rent faktisk føle at de fik det bedre, hvis ikke de levede i troen om, at noget ’klarede det for dem’? Jeg kan have min tvivl…
Endeligt er min største bekymring, at dette nu er ude i medierne. Vil depressive mennesker i fremtiden tro på, at det rent faktisk er medicin de indtager, når der florerer en overskrift om, at det ikke kan betale sig at producere det? Vil vi som samfund tabe de svage på gulvet? Det er naturligvis ikke alle, der har læst den givne artikel. Ej heller vil alle tro, at de nu bliver ”narret” med placebo. Jeg siger bare, at der er en reel risiko for, at der vil opstå mistro til medicinering ved depression. Og igen, det er en psykologisk sygdom – vil det i så fald lykkes hjernen at overbevise kroppen om, at den får det bedre?
Medierne har magt. Rigtig meget magt. Det bevirker, at de i høj grad former samfundets diskurser. Ender dette som et omdiskuteret emne, kan jeg kun formode at den føromtalte risiko for generel mistro vokser – og så er jeg ikke helt sikker på, hvor vi ender. Når det så er sagt, så jeg er dybt imponeret over, at hjernens magt muliggør, at vi kan behandle os selv ved et simpelt lægebesøg eller et placebomiddel. Altså så længe vores hjerne stadig kan leve i troen…